Vidste du at en skildpaddehjerne kun er dobbelt så stor som en frøs, og at den betragtes som en af de dummeste reptiler i dyreriget. Den har simpelthen ikke fået nogen overbygning af basalhjernen og det gør at den er relativ styret af de simple behov, altså æde, sove og knalde. Vi mennesker har fællesskab med skildpadden hvad angår krybdyrshjernen, men har så fået en relativ kæmpe overbygning som dels gør os i stand til at tænkte, men som også kan hæmme vores 3 basale behov, samt vurdere om det vil være passende at starte et sammenleje nede i Føtex, eller om man bør skubbe det til man kommer hjem. Når hjernen har det godt, og det har den når den har sovet/spist godt, dyrket motion og blevet ”kløet” på ryggen, så er alt godt og krybdyrshjernens ”banke, banke på” kan holdes nede og hen. Men ovenpå en del julefrokoster og hvad sig dertil høre fandt jeg mig selv i følgende situation forleden.

Alene hjemme og godt pakket i hjørnet af sofaen, med plaid og sutsko. Den ene pude understøtter optimalt armen, som styrer fjernbetjeningen, så jeg ikke skal løfte skulderen for at ramme perfekt, i min paniske zappen, for ikke at gå glip af noget dårligt fjernsyn. Den anden arm hænger bare ubeslutsomt, og dovent ned langs siden af kroppen, uden at gøre noget væsen af sig. Indtil den pludselig får sit eget liv, og nærmest uden at jeg er i frontallab kontrol over den, fører et smukt guld/brun pakket ovalt objekt ind i mit synsfelt.

Ahhhhhh min gamle flamme, chokoladeskildpadden, der var du jo igen. Min hjerne arbejder på højtryk, finder gamle filmapper og floppy diske frem, med tidligere oplevelser sammen med denne slikskålens forførende kongeørn. Første gang man forsigtigt, med små tykke barnehænder fik sådan en bandit, oftest af en dejlig rund og skøn bedstemor, var noget helt særligt. Oplevelsen af at suse over i hjørnet, med sit bytte for at febrilsk og hidsigt flå det smukke papir af husker jeg som var det i går.

Min hjerne skanner de 3 default muligheder og heldigvis beslutter den sig for at æde skildpadden. Forsigtigt tager man det flotte guld og glitter tøj af dyret, som jeg bruger lidt tid på at glatte ud, for så at blive i tvivl om hvorfor jeg gør det? Jeg er noget træt og lige blevet fanget af depotjægerne, så jeg laver den klassiske fejl og som en vild og lidt for ivrig teenager er jeg for voldsom, karamellen flyder ned mellem de tykke fingre, og min hjerne vælge at slå alarm og tyer til den drastiske metode. Ind i munden med hele dyret, for øjeblikket efter at ærgre sig over at det gik så hurtigt. Næste dyr i rækken får en lidt mere kontrolleret dødshjælp og her starter jeg blidt med at knække det ene hoved af med fortænderne, nyder den mørke chokolades bitre kilden på tungens bagerst sanser.  Langsomt og lidt nysgerrigt stikker man så tungen ind i skjoldet, for her at smage og erfare hvordan den særlige kombination af mint, rom og karamel tager sig ud. Pludselig bryder skjoldet sammen og for at undgå snask på plaiden, tyer hjernen igen til automatik!

En chokoladeskildpadde connaisseur ved i øvrigt at der er forskel på om det er dagholdet, eller natholdet på Toms som har produceret dyret og som en dygtig slider bemærker jeg at det bestemt er en skildpadde fra dagholdets dyrehold som jeg har aflivet.

Hurtigt overmandes jeg igen af afmagt og lysten til gentagelsen, sådan er min hjerne, sådan er alle krybdyrshjerner opbygget, de elsker gentagelser. Så når du næste gang hovedrystende ser din nabo smide sportstasken på cyklen, for at suse ud at træne, så husk at det har taget ham lang tid at gøre det til en vane. Han har øvet sig rigtig mange gange, har forfinet og overvundet sine argumenter for ikke at tage af sted, indtil hjernen nu har fundet ro ved vanen, ønsker og har erkendt at det er dejligt at træne. På den måde har hjernen næsten automatiseret, ja nærmest hypnotiseret ham med denne vane. Ligesom jeg nu med skræk kigger ned til højre for at opdage at jeg under nærmest hypnose, har begået en masseudryddelse på en zoologisk have af chokolade skildpadder.