Kan du huske sidste gang hvor du bare ikke kunne lade være med at lave gadedrengehop? Det var sikkert en dag hvor du vågnede udhvilet, fik god sund morgenmad, og da du kom udenfor, kunne du mærke forårets komme, mens solsorten talte sort over byens tage. Sådan en morgen på vej ud i dagen med sine kære, kan det virkeligt være svært ikke lige at give den gas med et par gadedrengehop af ren og skær vellyst og kærlighed til livet.

Sådan en morgen havde for nogle år siden på vej til skole med mine to dejlige piger. På vej hen ad fortovet måtte jeg pludselig slippe deres kære små hænder for at sætte tempoet lidt op og kompensere for tyngdekraften og med solid, tung og roligt acceleration fik jeg Hercules-flyveren op over jorden i et par flotte gadedrengehop, hvis jeg selv skal sige det. Den mindste af pigerne fulgte intuitivt med på legen og lettede nærmest vertikalt, med både skoletaske og sportstaske og var lynhurtigt foran både i stil, højdemeter og hastighed. Den store lagde også an, om end lidt skeptisk til en tur op mod solen, den blå himmel og fuglefløjten, men fik hurtigt afblæst galemandens projekt og holdt fast i en lidt mere afmålt og stilfuld udgave, som vi nu nærmede os skolen og alle de andre børn.

For sent opdagede den mindste nu også, at projektet set udefra måske var en anelse anderledes måde at ankomme i skolen på og fik således hurtigt standset sig selv og lagt låg på frihedstrangen. For sent hørte jeg efter, så pinligheden var total, eftersom jeg fløjtende og i fuldt humør, nu ganske voldsom acceleration, for sent fik standset kræfterne og dermed kunne de betragte deres far ankomme i skolegården, high-fivende med alle på hans vej, skjorten ude på bukserne og med et prustende åndedræt. Jeg nåede lige at få deaccelerationen timet, til at få stoppet inertien foran skolelederen, som stod med korslagte arme og kiggede ringeagtende på mig på den måde, som kun hun og Birthe Rønn Hornbech kan kigge på en mand som mig og Lars Løkke.

Jeg fik afleveret pigerne formelt og det blev den morgen blot til et ”hej hej”.

”Pippi hoppelop”

Det har ikke fået mig til at skrue ned for mine galemandsprojekter, men mere givet mig en undring om, hvorfor der ikke findes et hop til piger?

Og derfor har pigerne i mit hus, her på den internationale kvindedag besluttet, at fremover hedder det altså ”pippi hoppelop”, når piger hopper gadedrengehop!