76.25 år Vietnam 📈

80,90 år Danmark📉

Følgende er en rejseberetning fra 2016, men uhyggelig relevant nu med de nye tal om at Danmark har bundrekord i levealder. Læs evt. Politikens artikel her: KLIK HER

Gooooodd morning Vietnam!!!!

Hold nu maule for et fantastisk land, og nøjjjjjjj for der er 80.000 millioner scooter! De er overalt, og en eller form for kaosregel er gældende, så alting flyder alligevel, selvom man midt på vejen, i sådan en sværm føler en smule dødsangst.

Det ligner på mange måder et fattigt land, her er masser af skrald, masser af mennesker (knap 95 mill og nr. 15 mest folkerige i verden) og infrastruktur og bygninger ser slidt og gammelt ud.

Men siden 90’erne er det kun gået fremad for landet og fra at næsten 60 procent levede under fattigdomsgrænsen er det nu blot omkring 10 procent. Det er særligt mange af de etniske minoriteter, (dem er der over 50 forskellige af) i landområderne som stadig har det svært. Hvert år i over 15 år, er økonomien bare gået fremad, op til 6 – 12 % hvert et år, hvilket har løftet de fleste mennesker op til at kunne købe deres eget sted at bo, få mad nok, samt kunne give deres børn gode uddannelser. Der kommer helt klart tømmermænd en dag, bl.a. fordi de har en befolkningspyramide med alt for mange unge mennesker lige nu og en ældrebyrde de ikke rigtig ved hvad man gør med endnu.

Gennemsnitslevealderen er her 76,25 år mod vores 80,90 år, hvilket er ret fascinerende og tankevækkende og den er ligeledes på et tigerspring i disse år.

For kvinder er forskellen faktisk ikke så stor 80,88 år for vietnamesiske og 82,80 år for danske.

Der er sikkert mange forklaringer på dette og nogen af dem findes i den her morgen jeg havde en dag i Vietnam.

Klokken er 5.30, solen er roligt og sikkert på vej op, og jeg krydser vejen fra mit hotel ned mod stranden. Nha Trang bugten er vel 10 km lang og har en rigtig bred og smuk strand, og her er fyldt med mennesker denne morgen. Vietnameserne er kendte for at starte dagen tidligt, men det her er for vildt. Jeg sjosker lidt ledstiv, og med lidt ømhed i ryggen fra alt det ” busy being relaxed”, jeg har udsat mig selv for de sidste 10 dage af vores ferie og betragter denne fantastiske morgen.

I strandkanten sidder to mænd og giver hinanden sandmassage på ryggen, mens de sikkert får vendt dagens muligheder i business eller nogle sportsresultater. Ved siden af i vandet danser 3 voksne piger synkront, og det ligner grangiveligt bassintræning. Der er masser af små strandløver der holder sig for sig selv, og systematisk smider 10 x 5 stærke i dagens pujle, samt alle de andre klassiske øvelser for bredere skulder, bicepsblær og fladere mave. De er selvfølgelig i speedos. Grupper af unge og modne piger har søgt skygge under palmerne, lidt væk fra vandet og har gang i de gode gamle sving øvelser a la DGI. En af grupperne har udskiftet instruktøren med en youtube video, som dirigerer via computeren og de medbragte højtalere. I kanten af det hele står mange ældre mennesker og arbejder led og muskler igennem og med små vuggende, grundige ”opvarmningsøvelser” får de lige genstartet osmosen i de gamle led. Pulsen og sveden driver i de mange badmintons kampe, der interimistisk er sat op både på stranden, men også på parkeringspladser og hvor der lige var plads til lidt smash og dropbolde. Som jeg går her blandt sociale relationer, grin og godmorgenklap på skulderen, minder det mig lidt om en morgen hjemme træningscenteret i Roskilde, blot her ser det ud som om det er alle de 250.000 indbygger som giver den gas!!

Det slår mig, at mens jeg har gået langs stranden er der for hver 500 meter, sat de her lidt fesne trænings pavilloner op i skrækkelige farver, som vi også har derhjemme. Forskellen er blot, at her er der kø til dem og de rent faktisk bliver brugt i en slags intervaltræning, hvor man skifter pladser ret hurtigt efter hinanden.

I de store byer, Saigon og Hanoi er ritualet helt det samme i parkerne om morgen og når solen går ned.

Når træningen er over tager man på markedet og køber sin mad til dagen. Da køleskab, supermarkeder og i det hele taget kølekæden ikke rigtig findes herude, må man kigge på de råvarer der nu er kommet fra enten havet eller markerne, og så finde det bedste af det. Det gør at man helt naturligt spiser efter årstiderne og har styr på hvad der rent faktisk er i sæson, og således ved de heldigvis ikke, at man rent faktisk kan få jordbær hele året??!!

Aldrig har jeg spist så godt som herude i Vietnam, og det sagde jeg jo også om Japan, men her er det bare mere rustik, landligt og alligevel pyntet og gjort lækkert med de få, men smukke og velsmagende virkemidler, de nu har omkring sig. Pho suppen, er deres helt store favorit. Den spises hele dagen, og er også en favorit morgenmad, da den med få og effektive virkemidler ligger ”godt i maven”. En solid, ikke for fed kylling/okse fon er basen, hvortil man smider en lille smule nudler, 2-5 stykker magert (afhængigt af om du betaler 10 kr. eller tager en luksusudgave til 20 kr.), tyndt skåret skiver kød og så topper man den med diverse fint skåret grøntsager. Ved siden af suppen ligger der som regel en skov, af diverse friske krydderurter, bønnespirer, lidt chili og lime så du kan give suppen dit individuelle præg.

Da landet heldigvis ikke rigtig har fået inficeret sig selv med amerikanske majssukker brands, er der virkelig langt mellem de klassiske lorte produkter, hvorfor selv Coca cola ikke syner af meget herude. (læs: kommunistisk land og nok ikke særligt inspireret af USA) Da vores buschauffør således bliver lidt snack sulten, og du/jeg ville tænke kage, sodavand eller lidt #kiksechokoladeslikkerhalløj, ja så stopper han ved en af de utalige Pho stops langs vejen, og er…….jeg tog tid……3 minutter om at suge en skål suppe, med de bedste råvarer man kan køre bus på! Og det var dælme godt, for han kørte både i begge sider af vejen, i rabatten og ind i mellem dyr og alle de her sindssyge scootere.

Er der nogen tykke mennesker herude tænker du, og jeg tager lige en status ned af min egen lille feriedelle og tænker, den skal jeg nok få ordnet når jeg kommer hjem og kommer ind i rutinen med tirsdag/fredags træning og lidt færre smukke solnedgange drinks. Jeg vender ryggen til den smukke morgen og bevæger mig op mod familien, som sover trygt endnu, for lige at bemærke 4 kæmpe menneske der prustende og klipklap sjoskende, forsøger at få både kolesterolet og de røde blodlegemer i nok fart, til at kunne slæbe deres solbrændte, flæskede hud de 100 meter fra buffeten, og ned til den solseng, de skal ligge på hele dagen. Jeg vender om og får mig lige en løbetur langs med vandet, inden jeg går op og vækker holdet en af de sidste gange på denne tur.

Måske man skulle overveje at flytte til Vietnam…..