Hvis du er som mænd er flest, så kender du med garanti fornemmelsen af både træthed, fortvivlelse og en anelse desperation, når talen falder på kost, sundhed og motion.
På den ene side faldbyder tankstationer, fastfoodrestauranter, supermarkeder og andre forretninger usund levevis og nemme madløsninger i metermål.
Shell slår sig fx op på den nærmest vulgære Twindog – en fransk hotdog med to huller, så du kan få både to forskellige pølser og dressinger på én gang. Den unge pige i McDonald’s drive-in lokker altid med en stor menu for bare fem kroner mere, og når du runder Blockbuster for at leje en video, så er det svært ikke at komme ud af butikken med den halvanden liter sodavand, som de smider efter dig til ingen penge, fordi du skal føle dig godt behandlet. Og hvis du bestiller dine printerpatroner hos kontorfirmaet Lomax, smider de da lige en ordentlig pose slik op i kassen for at rose dit valg.
Fristelserne og fælderne står med andre ord i kø overalt, og det er svært ikke at falde i, når man skal navigere mellem fodboldaftener med gutterne, køreslik på de lange bilture – og videohygge med familien lørdag aften.
På den anden side står konen og samfundet med hver sin truende pegefinger og snakker sunde kostråd, livsstilssygdomme og mangel på motion. Samfundet kører løs med argumenter om amerikanske tilstande, hvor en fedmeepidemi truer, fordi mangel på motion kombineres med flere og flere tilbud om både hurtig, fedende og dårlig mad. Og konen disker op med den ene slankebog efter den anden og slår dig samtidig i hovedet med, at du også må se at komme ud og røre dig, så det rent faktisk stadig er fysisk muligt at have sex med dig.
I ren desperation accepterer du både brocolli-salat og kører ned i sportsforretningen og køber nye løbesko og lidt andet lækkert gear, så du kan få gang i løbeturene igen. Men initiativet er ikke dit, og inderste ved du godt, at du heller ikke gennemfører projektet denne gang.
Erkend det bare! Du er fanget mellem lysten til god mad og endnu bedre øl og dine egne og andres krav til både at leve sundt og se bedre ud. Og den balancegang er bare ikke nem, når man skal jonglere rollerne som mand, far, karriererytter og ven i en travl hverdag.
Men inden du klapper i hænderne og glæder dig over, at vi forstår, hvor hårdt du har det, så kan du godt spise din sidste tudekiks. Denne blog handler ikke om at lave dameblads-finten og udfylde lange lister over, hvor slemt det står til – eller om at finde en undskyldning for at blive ved i samme rille, fordi det er alt for svært at gøre noget ved det.
Vores budskab er ganske enkelt: Kom ind i kampen! Tag nu noget ansvar og vis at tingene kan gøres på dine præmisser… Vi vil til gengæld gøre vores del ved her på siden at komme med inspiration til og tanker om mænd, mad og motion.